Båltale 2022
Tak for invitationen til at være med her. Nu har jeg været afsted i flere forskellige sammenhænge i denne her uge, spejderne og plejehjemmet. Jeg glæder mig hver gang over at blive inviteret til at komme og være med.
Det samme her i aften, hvor det er Sct. Hans vi fejrer. Sådan et arrangement vi har her, kommer heller ikke af sig selv, men kræver et stort stykke arbejde, som nogle har lagt for dagen og hvor er det godt at være her og være en del af det. Glæden, livet og fællesskabet er i fokus sådan en aften som i aften. Fantastisk. – og så få lov til at holde båltale også. Jeg skal blankt indrømme det ikke er en genre, jeg er så velbevandret i.
En besked
Men jeg vil i min båltale her, gerne starte lidt et andet sted. For den 24. februar i år om morgenen tikkede der en besked ind på min telefon: ”Peder Viggo fik desværre ikke ret” stod der. Beskeden kom fra min lillesøster. Peter Viggo Jacobsen er lektor ved forsvarsakademiet og vi begge som samfundsfaglige studenter har stor tillid til.
Min søster og jeg havde i dagene inden d. 24. klynget os til hans forudsigelser i fjernsynet, som ekspert, om, at der ikke vil ske noget i den anspændte konflikt, mellem på den ene side Vesten og Ukraine og Rusland på den anden. Vi håbede på, at han fik ret i, at der ikke vil ske mere, men at der ville findes en fredelig løsning, ad diplomatisk vej. Men sådan gik det ikke. Han fik ikke ret i sine forudsigelser. Det kunne jeg se, da jeg åbnede diverse nyhedsmedier.
Og siden den morgen er noget af det første, jeg stort set har gjort hver dag: at læse de seneste nyheder. Læse om der mon var sket noget, der gik i en positiv retning. Noget der kan bare kunne antyde, at der snart ville komme en ende på de rædsler, som konflikten medfører. I håbet om, at der da bare ville være nogle gode og positive nyhederne at hænge sit håb på.
I morgen er det fire måneder siden, at jeg modtog den besked og åbnede nyhederne den morgen. Min daglige higen og søgen efter nye nyheder er stille aftaget med tiden. Det er blevet hverdag, nyhederne flyder ganske vist fortsat, men det er efterhånden kommet på afstand og vi har måske endda vænnet os til det. Det skal helst ikke forstyrre det, vi kan se her hos os: at det er ved at blive sommer.
Sådan skal det, når det kommer til stykket, vel også helst gerne være. Vi vil med sommeren gerne slippe alle bekymringerne og det der hører hverdagen til. Vi vil gerne glemme alt det, vi lige nu hører om inflation, prisstigninger på el og varme, de dyre brændstofpriser og alle de konsekvenser, konflikten medfører og har medført. For nu er det sommer i Danmark og vi vil gerne nyde livet.
Solen står højt på himlen. Det er lyst længe. Det er snart ferietid. Om lidt er der Tour de France. Alt det, der hører en god sommer til, med alt det vi kender og som vi holder af.
Sommer bliver det også i Ukraine og vel også for mange andre mennesker i det område på begge sider af konflikten, som trækker sine tråde helt ind i de enkelte familier. Her er det dog ikke livets lethed og nydelse, men derimod utallige tragedier, tab, ødelæggelse, uvisheden, der er sommerens melodi og som toner i mol.
På den ene side er det langt væk fra vores tilværelse, for det kan så hurtigt blive hverdag. Alligevel er det på den anden side også så underligt tæt på. Det er svært ikke have medlidenhed og medfølelse med alle de mennesker, der lige nu lider på den ene eller anden måde, men ikke også at lade frygten fylde bare en lille smule. Hvad kan det ikke komme til at betyde og hvordan ser fremtiden ud her hos os efter alt det her engang er slut. Vi er på en måde blevet forstyrret.
Sct. Hans
Nu her er det så midsommer her i Danmark. Her har lyset magten for en stund. Mere end 18 timers dagslys som det lød i en overskrift jeg læste. Det kan fylde os med glæde og håb, i en ellers mørk tid.
Vi synger midsommersange. En hyldest til vores natur og til vores land, til vores fællesskab og fælles identitet. Til alt det som vi godt kan lide, både ved sommeren, men også ved Danmark og ved hinanden som folk. Vi nyder det og vi kan lide det, men måske det netop også er noget, der lige nu er endnu mere brug for at sætte pris på og holde fast i, end der har været på noget andet tidspunkt, de sidste mange år, vi kan huske tilbage.
Vi har brug for sammenhold. Brug for at stå sammen i en både svær og uforudsigelig tid. Vise støtte og omsorg til dem der har brug for det. Vise omsorg for hinanden. For at stå imod det onde. For at stå imod, alt det, der ønsker at splitte os ad og køre en kile ind og tror det kan skabe splid iblandt os. Mod alt det, der kan få os til at miste modet, håbet og troen på en bedre verden og fremtid.
Vi sang det blandt andet lige før, da vi sang Midsommersangen:
Vi vil fred her til lands
Sankte Hans, sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde
Vi vil fred her til lands. Frihed og fred er ikke bare en selvfølge, som vi kan tage for givet. Der må kæmpes for den og kæmpes for også at bevare den. Det minder historien os om. Det må vi huske. Men den kan også vindes, når og hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.
Der må ikke være nogen anledning i blandt os til at nogle skulle få tvivlende kolde hjerter. Vi har brug for varme hjerter, som står fast på det gode og lever og ånder for det. Der bevarer varmen for sin næste og for fællesskabet. Hjerter som sammen kæmper imod ufreden, kynismen, selvoptagetheden og alt ondt. Hjerter, der kæmper for fællesskab og sammenhold. Alt det vi godt kan lide, og som vi bliver mindet om, når vi er sammen her ved midsommertid.
Har vi de hjerter, så er det, at vi sammen i fællesskab kan skabe og vinde freden og holde fast ved den. En fred, der ikke kun er for os selv, men som er for alle. Så er der ingen grund til de tvivlende kolde hjerter.
Heller ikke kun i noget, der varer en kort stund nu mens det er sommer, men noget som varer ved, når sommeren er forbi og det igen bliver efterår og hverdagen melder sig. Når verdens orden og gang sandsynligvis vil være ændret for altid efter denne konflikt, vi er vidne til lige nu.
Stadig er det dog vist, at vi elsker vores danske sommer, at vi elsker vort land – særligt her ved sommertid. Et fællesskab og sammenhold, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde. Må det også forblive sådan mange somre og mange år fremad. God sommer. Tak.