Corona! Sådan, så er det ord brugt, og så behøver den her tale sådan set ikke handle mere om
den sag...
Sådan ville jeg gerne have holdt en tale, en tale der handler om folk og fæ i Møborg, om det
lokale liv her fra Bakkeøens udsigt. Men uanset hvordan jeg har vendt og drejet temaer til en
tale – her i 2021, så kom corona jo –og satte sit præg på den måde jeg – og mange andre nu
har fået sat tingene i perspektiv på.
Corona har nok gjort, at langt de fleste af os har fulgt en del mere med i nyhederne end vi før
har gjort – heldigvis har der også været andre nyheder at følge med i – også i den tunge ende
hvor det er nødt til at få indflydelse på den måde vi lever og agerer på. Som landmandskone
kan jeg meget hurtigt nævne de første debatter og temaer som fylder over spisebordet hjemme
hos os – klima – dyrevelfærd – natur, selvfølgelig med en vinkel på hvordan vores branches
overlevelse kan bestå.
Derudover har vi hjemme hos os også tre skolebørn – så deraf er vi som forældre altid nødt til
at følge med i den teknologiske udvikling inden for brug af sociale medier – det helt store lige nu
er tek-giganternes monopol og magt – hvordan vi som forbruger konstant er enten under
påvirkning eller konkret overvågning af pengesøgende instanser.
Alt det (og mere til), får vi gennem ”Nyheder”. Nyheder er jo fortællinger – fortællinger som i
vores tid – 2021 skal hurtigt ud og med overskrifter der fanger den helt rigtigt målgruppe – der
skal være ”wauw-effekt” og likes. Der er både fart og smæk på nyhederne – men, går det måske
lige lovligt stærkt ind i mellem? Bliver facta til fake news? Bliver fortællingen fulgt op eller tjekket
op inden de i en hvilken som helst fordrejet udgave må ud og gøre sit indtog og indtryk på sit
publikum?
Pointerne til hele den debat handler ofte om, at vi hele tiden selv må tage et ansvar – et ansvar
for at vide nok, vide det rigtige, købe det rigtige, se og høre de rigtige nyheder, ikke giver efter
for at vi selv har et ansvar!
Men så kom corona jo – og lærte os noget om fællesskaber og ansvar – på afstand, i bobler,
som verdenssamfund, som nation og som lokalsamfund og som individer.
Det er her jeg må komme tilbage til min oprindelige ide om at tale lidt om Møborg – folk som fæ.
Herude i Møborg, der har man nemlig siden nogle modige folk med hårdt knokelarbejde og
troen på rette sted opdyrkede heden til brugbar landbrugsjord, taget ansvar. Man var nødt til at
tage ansvar for sin husstand, sine dyr, sine naboer – værner om fællesskabet, ellers havde
opdyrkningen af heden ingen gang på jord. Man delte den gode jord, man delte enge, man delte
den dårlige jord, så alle fik lige af det hele. Det var ikke en mulighed at rage til sig – uden de
andre var man intet og omvendt.
Nu i 2021 er der langt færre lodsejere end i sin tid, dog deler vi rigeligt af den sandede jord med
vores naboer, hver gang det vinder lidt. Så kan man vel sige, at her i Møborg deler vi sand og
vind lige
I tilblivelsen af Møborg tog man altså en personligt ansvar for at få et område bygget op og
realisere en overlevelse. Forskning i vores tid viser at netop landsbyområder som vores kun
overlever, når borgerne kæmper ud fra devicen om tage et personligt ansvar, både for sit eget,
men også for fællesskabet.
Men er vi så status quo? Er den gamle ”Møborg-dna” også vores nuværende identitet?
Hvad vil de gamle nybyggere i Møborg mon sige om den udvikling der sker i dag? Ville de se på
det som afvikling? Jorde der bliver købt, udliciteret til vindkraft og solceller, store landbrug med
udenlandske medarbejdere frem for de lokale knægte og malkepiger, tilbage med vådområder,
brakmarker og vild natur? En unesco fredet sandgrav?
Hvad er vores fællesskaber uden en eneste skole, handelsmuligheder eller præstebolig? Hvor
bliver vores fortællinger til, hvor bliver de af? Vi har jo fibernet i hele sognet, så vi har alle
muligheder for at få fortællingerne ud med både høj hastighed og wauweffekt...
Men så kom corona jo – og pludselig var vi alle naboer til en minkavlerfamilie, forældre eller
bedsteforældre til hjemsendte skolebørn, hjemmearbejdspladserne nåede også ud i alle
afkrogene i Møborg og mundbind hørte ikke længere kun til i storbytrængslerne. Ansvaret
handlede nu om, at værne om et fællesskab uden at være sammen.
Men så tog corona jo heldigvis også af – eller i hvert fald kommer der nu vacciner til alle – vores
ansvar handler nu om at få støttet op om et fællesskab med samvær og sammenhold under alle
givne restriktioner, som fordrer vores sundhed og sikkerhed, så vi igen får rod og virke i
fællesskaberne.
Og her har Møborg masser af Wauweffekt! Man kan måske spørge sig selv hvor hurtigt
overskrifterne her i Møborg kommer ud i verden – hvor bredt vores fortælling kommer ud – men
ved I hvad? Jeg tror efterhånden, at jeg har lært om Møborg – at her har vi vores eget tempo og
vores eget temperament.
Den natur alle danskere vandrer ud i og genopdager, fordi sydlige himmelstrøg ikke har været
en mulighed – jamen den har vi allerede som vores baghave. Vi ved godt at vi ikke er verdens
navle, men det har faktisk heller ikke været et mål i sig selv. Udsigten er fin her, som den –
nogle dage kan vi se langt, andre dage ikke så langt.
Her i Møborg der henvender vi os til dem vi har noget på sinde med, så drikker man lige en kop
kaffe eller en kold øl, inden man går i gang med snakken på sinde. På den måde bliver der
dialog og fortælling, for man kan jo ikke skabe fake news eller hurtige nyheder med smæk på,
når man lige har siddet og drukket kaffe og set et andet menneske i øjnene.
Jeg oplever ikke det er så vigtigt med wauw og likes herude i Møborg, vi ved godt, det er ret
godt her, ellers var vi her jo ikke.
Nu står vi her jo igen – på Bavnehøj til Skt Hansbål, som man sikkert har gjort i 100 år. Udsigten
over bakkeøen, med landbrugsland med dybe rødder i gamle traditioner, side om side med
vindmøller fra en moderne tid som udnytter al den gode vind vi har så meget af. Man spiller ikke
fodbold nede på stadion længere, men til gengæld kan man få et slag krolf og grille en pølse,
tale lidt om gamle dage, rygter om nyt, blive opdateret på, hvem der er vaccineret og om der er
ellers er noget der rør sig i sognet.
Corona eller ej – ansvar for fællesskabet består, på vores egen lidt jyske, sindige og rolige
måde.
Tak for ordet og tak for at I kom herop og støttede op lidt af vores fællesskab