​skt. hans 2021

​Båltale holdt af Christina Serup Hove

​Corona! Sådan, så er det ord brugt, og så behøver den her tale sådan set ikke handle mere om

den sag...

Sådan ville jeg gerne have holdt en tale, en tale der handler om folk og fæ i Møborg, om det

lokale liv her fra Bakkeøens udsigt. Men uanset hvordan jeg har vendt og drejet temaer til en

tale – her i 2021, så kom corona jo –og satte sit præg på den måde jeg – og mange andre nu

har fået sat tingene i perspektiv på.

Corona har nok gjort, at langt de fleste af os har fulgt en del mere med i nyhederne end vi før

har gjort – heldigvis har der også været andre nyheder at følge med i – også i den tunge ende

hvor det er nødt til at få indflydelse på den måde vi lever og agerer på. Som landmandskone

kan jeg meget hurtigt nævne de første debatter og temaer som fylder over spisebordet hjemme

hos os – klima – dyrevelfærd – natur, selvfølgelig med en vinkel på hvordan vores branches

overlevelse kan bestå.

Derudover har vi hjemme hos os også tre skolebørn – så deraf er vi som forældre altid nødt til

at følge med i den teknologiske udvikling inden for brug af sociale medier – det helt store lige nu

er tek-giganternes monopol og magt – hvordan vi som forbruger konstant er enten under

påvirkning eller konkret overvågning af pengesøgende instanser.

Alt det (og mere til), får vi gennem ”Nyheder”. Nyheder er jo fortællinger – fortællinger som i

vores tid – 2021 skal hurtigt ud og med overskrifter der fanger den helt rigtigt målgruppe – der

skal være ”wauw-effekt” og likes. Der er både fart og smæk på nyhederne – men, går det måske

lige lovligt stærkt ind i mellem? Bliver facta til fake news? Bliver fortællingen fulgt op eller tjekket

op inden de i en hvilken som helst fordrejet udgave må ud og gøre sit indtog og indtryk på sit

publikum?

Pointerne til hele den debat handler ofte om, at vi hele tiden selv må tage et ansvar – et ansvar

for at vide nok, vide det rigtige, købe det rigtige, se og høre de rigtige nyheder, ikke giver efter

for at vi selv har et ansvar!

Men så kom corona jo – og lærte os noget om fællesskaber og ansvar – på afstand, i bobler,

som verdenssamfund, som nation og som lokalsamfund og som individer.

Det er her jeg må komme tilbage til min oprindelige ide om at tale lidt om Møborg – folk som fæ.

Herude i Møborg, der har man nemlig siden nogle modige folk med hårdt knokelarbejde og

troen på rette sted opdyrkede heden til brugbar landbrugsjord, taget ansvar. Man var nødt til at

tage ansvar for sin husstand, sine dyr, sine naboer – værner om fællesskabet, ellers havde

opdyrkningen af heden ingen gang på jord. Man delte den gode jord, man delte enge, man delte

den dårlige jord, så alle fik lige af det hele. Det var ikke en mulighed at rage til sig – uden de

andre var man intet og omvendt.

Nu i 2021 er der langt færre lodsejere end i sin tid, dog deler vi rigeligt af den sandede jord med

vores naboer, hver gang det vinder lidt. Så kan man vel sige, at her i Møborg deler vi sand og

vind lige

I tilblivelsen af Møborg tog man altså en personligt ansvar for at få et område bygget op og

realisere en overlevelse. Forskning i vores tid viser at netop landsbyområder som vores kun

overlever, når borgerne kæmper ud fra devicen om tage et personligt ansvar, både for sit eget,

men også for fællesskabet.

Men er vi så status quo? Er den gamle ”Møborg-dna” også vores nuværende identitet?

Hvad vil de gamle nybyggere i Møborg mon sige om den udvikling der sker i dag? Ville de se på

det som afvikling? Jorde der bliver købt, udliciteret til vindkraft og solceller, store landbrug med

udenlandske medarbejdere frem for de lokale knægte og malkepiger, tilbage med vådområder,

brakmarker og vild natur? En unesco fredet sandgrav?

Hvad er vores fællesskaber uden en eneste skole, handelsmuligheder eller præstebolig? Hvor

bliver vores fortællinger til, hvor bliver de af? Vi har jo fibernet i hele sognet, så vi har alle

muligheder for at få fortællingerne ud med både høj hastighed og wauweffekt...

Men så kom corona jo – og pludselig var vi alle naboer til en minkavlerfamilie, forældre eller

bedsteforældre til hjemsendte skolebørn, hjemmearbejdspladserne nåede også ud i alle

afkrogene i Møborg og mundbind hørte ikke længere kun til i storbytrængslerne. Ansvaret

handlede nu om, at værne om et fællesskab uden at være sammen.

Men så tog corona jo heldigvis også af – eller i hvert fald kommer der nu vacciner til alle – vores

ansvar handler nu om at få støttet op om et fællesskab med samvær og sammenhold under alle

givne restriktioner, som fordrer vores sundhed og sikkerhed, så vi igen får rod og virke i

fællesskaberne.

Og her har Møborg masser af Wauweffekt! Man kan måske spørge sig selv hvor hurtigt

overskrifterne her i Møborg kommer ud i verden – hvor bredt vores fortælling kommer ud – men

ved I hvad? Jeg tror efterhånden, at jeg har lært om Møborg – at her har vi vores eget tempo og

vores eget temperament.

Den natur alle danskere vandrer ud i og genopdager, fordi sydlige himmelstrøg ikke har været

en mulighed – jamen den har vi allerede som vores baghave. Vi ved godt at vi ikke er verdens

navle, men det har faktisk heller ikke været et mål i sig selv. Udsigten er fin her, som den –

nogle dage kan vi se langt, andre dage ikke så langt.

Her i Møborg der henvender vi os til dem vi har noget på sinde med, så drikker man lige en kop

kaffe eller en kold øl, inden man går i gang med snakken på sinde. På den måde bliver der

dialog og fortælling, for man kan jo ikke skabe fake news eller hurtige nyheder med smæk på,

når man lige har siddet og drukket kaffe og set et andet menneske i øjnene.

Jeg oplever ikke det er så vigtigt med wauw og likes herude i Møborg, vi ved godt, det er ret

godt her, ellers var vi her jo ikke.

Nu står vi her jo igen – på Bavnehøj til Skt Hansbål, som man sikkert har gjort i 100 år. Udsigten

over bakkeøen, med landbrugsland med dybe rødder i gamle traditioner, side om side med

vindmøller fra en moderne tid som udnytter al den gode vind vi har så meget af. Man spiller ikke

fodbold nede på stadion længere, men til gengæld kan man få et slag krolf og grille en pølse,

tale lidt om gamle dage, rygter om nyt, blive opdateret på, hvem der er vaccineret og om der er

ellers er noget der rør sig i sognet.

Corona eller ej – ansvar for fællesskabet består, på vores egen lidt jyske, sindige og rolige

måde.

Tak for ordet og tak for at I kom herop og støttede op lidt af vores fællesskab