Skt. Hans 2017 - tale på Bavnehøj​

Kære alle

Tak for invitationen til at holde den traditionsrige båltale her i aften. Vejrguderne er heldigvis med os og overalt i landet samles nu børn og voksne, unge og gamle for at nyde traditionen med at holde Sct. Hans. For mig er det en fantastisk tradition, og jeg har nydt de fleste Sct. Hans aftener i mit liv netop her på Bavnehøj.

Sankthansaften er et levn fra hedenske skikke, hvor årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Senere nyfortolkede kristne missionærer og præster de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommens udbredelse. Højtiden Sankt Hans er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel og er sat til den 24. juni. 

Datoen kaldes derfor sankthansdag. I nordisk tradition afholdes højtider aftenen før dagen, så sankthansaften fejres den 23. juni, ligesom juleaften fejres dagen før Juledag.

Sct. Hans var for mig da jeg var barn og gik på Møborg Skole – en hyggelig dag, hvor forældrene kom med en picnickurv på skolen, som vi alle delte og derefter gik vi i samlet flok med hver vores fakkel til Bavnehøj. Jeg var derfor ekstra begejstret da Sogneforeningen i samarbejde med Møborg Forsamlings hus for få år tilbage aftalte, at Sct. Hans aften starter med fællesspisning og derefter at gå i fakkeloptog til Bavnehøj – for mig var det som ”I de gode gamle dage”.

Senere da jeg havde forladt Møborg Skole var Sct. Hans aften en tradition, hvor vi der tidligere havde gået på skolen, mødtes og hyggede os til langt ud på natten rundt om bålet. Det spændende element var her, når man blev trængende og man i nattens mulm og mørke listede ned på toilettet på kirkegården – det gjorde vi gerne to og to. Traditioner som Sct. Hans er vor fyrtårne – i forståelsen af, at fyrtårne er det nødvendige pusterum eller det nødvendige åndehul - som vi kan skimte i horisonten - fyrtårne som viser vej og guider os i den rigtige retning. I den forståelse er fyrtårne vigtige for alle mennesker store som små. Vi lever nemlig i en verden, hvor livet suser der ud af – det hele foregår i overhalingsbanen.

Og der stilles store krav til alle – man behøver kun at tjekke Facebook, læse i et magasin eller tænde for Tv’et og straks vil man kunne læse eller se hvordan man bør være som forældre, hvordan man bør leve sundt, hvordan man bør opdrage sin hund, hvordan man bør holde huset og haven rent på ingen tid eller hvordan man bør forholde sig til forskellige samfundsfaglige emner. Og ikke nok med det – så skal vi også på vores job være fleksible, omstillingsparate og effektive.

For har I mon nogensinde set en jobannonce, hvor man søger personer, som tøver, før de taler, har det bedre alene end sammen med andre, hellere vil føle sig trygge end omstillingsparate og som hellere vil gå i dybden end i bredden. Sådan en jobannonce har jeg i hvert fald aldrig set, siden jeg kom på arbejdsmarkedet tilbage i 1996.I stedet er det - I vores samfund - nærmest pinligt at tage sig tid, at fordybe sig og holde sig væk fra Facebook eller andre medier, for hvis du ikke hele tiden er PÅ, er du gammeldags eller ligefrem forstokket.​

Jeg hørte for et par år siden en forsker som udtalte, at det man oplevede – alle de indtryk man fik over et helt liv tilbage i middelalderen - det oplever vi nu på få dage her i 2017, dvs. vores hjerne bliver i den grad udfordret og bombarderet med indtryk og dermed presset max.

Men kunne det tænkes i fremtiden, at dét at tænke sig om, at være til stede i øjeblikket i stedet for at være mere i kontakt med sin iPhone, end de mennesker man sidder sammen med, kunne det tænkes at det skal være vejen frem?

Jeg så engang en reklame, hvor teksten lød sådan her:

"Et åndehul, et pusterum i den stressede hverdag, en fredfyldt oase, et sted, hvor man kan lukke døren og slappe af, et privat fristed for krop og sjæl, et sted til afslapning og nydelse, til at falde til ro og til at lade op."

Man kunne tro, at det var en reklame for Wellness afdelingen i Tangsø Centret, men det er faktisk en reklame for badeværelser. Jeg synes, at det vil være ærgerligt, hvis vi bliver nødt til at låse os inde på badeværelset, for at nyde et øjebliks ro.

Men tilbage til vores fyrtårne – for jeg tror ikke, at ro på badeværelset er nok for alle – jeg er også af den opfattelse, at vi kan opnå ro – skabe vores eget åndehul, se vores egne fyrtårne i det fjerne, ved at holde fast i vores traditioner.

I vores familie burde vi være med i reklamen ”Det skal fejres” som vi alle kender fra dagene op til nytårsaften. Hvor manden hele tiden finder en grund til at skyde nytårskrudt af. I vores familie skyder vi ikke så meget nytårskrudt af, men vi fejrer og holder fast i gamle traditioner og familietraditioner og mødes og fejrer alt lige fra mors dag, fars dag, spiser varme hveder, bryllupsdage, fødselsdage, jul, påske osv. Og hvorfor – ja, sådan har vi altid gjort, men måske har vi netop altid gjort det, fordi det giver os tid til samvær, tid til hygge, tid til at få opladet batterierne og tid til at falde til ro…..vores fyrtårne!

Vi vil nu se glædesblusset, som Drachmann kalder det, og synge hans dejlige midsommervise.

Tak for opmærksomheden.